|
| |

Høstsang

Når landmanden skygger
med hånden for øjet
og ser op mod himlen en stund
og derefter står lidt
og smiler fornøjet,
så er der en soleklar grund.
De himmelske tegn han
forsøger at tyde
og skyernes hastige flugt
for blæsten deroppe
må afgjort betyde,
at vejret igen bliver smukt..
At landet får høstvejr
de kommende dage,
det står i hvert eneste tegn,
så det er vel grundløst
at lade sig plage
af frygt for en truende regn,
Med et har han glemt de
bekymrede miner,
nu banker hans hjerte af lyst,
for snart får han travlt
med de store maskiner,
som hurtigt kan klare en høst.
Hvis kornprisen holder,
hvad alle forventer
skal høstfesten fejres med sang,
for så kan han klare
de tyngende renter,
og holde bedriften i gang.
Skønt landmanden aldrig
kan få garantier
om udbytte, vejr eller vind,
så tilføres landet
de største værdier,
når høsten i Danmark går ind.
Tekst: Djorn Juni ©
Musik: Ole Heyde
Andre årstidssange:
Vise om Februar
Nu er det marts
April
Turist i sit eget land
Foråret der glemte at komme
Dage i juli
En dag i august
Septembersang
Oktober
Novembersang
Solhverv i december
Vintersang
Det lysegrønne forår
Det fjantede forår
Sommeren der glemte at komme
Sommeren på Balka
|
|